Februar 2019

Vi har indført en række ændringer til FieldSense-app’en til web-browser (tilgås via PC). Formålet har været at gøre platformen mere brugervenlig for at gøre plads til en række nye funktioner og værktøj, der også er implementeret i denne omgang.

Læs om alle ændringerne herunder, som primært berører de af jer, der abonnerer på satellitkort via FieldSense Præcisionspakke.

  • Nye funktioner
  • Nyt og forbedret modul til tildelingskort

Nye funktioner

Kortlagsmenuen ser nu anerledes ud og giver plads til de nye funktioner.
Se dem alle herunder.

Nyhed: Gør dine satellitkort gennemsigtige
Det har længe været efterspurgt, at man kan ændre satellitkortenes gennemsigtighed, således at man kan se sammenhængene mellem biomassen og baggrundsbilledet. Præcis dét er nu muligt. Du finder denne funktion under kortlagsmenuen.

Nyhed: Se højdekurver for dine marker
I kortlagsmenuen kan du vælge at få vist højdekurver for det områder, du sidder og kigger på. Det kan være behjælpeligt med at finde drilske områder i din mark og fungerer godt sammen med biomasse- og variationskort.

Nyhed: Se jordprøver for dine marker
Sidder du inde med jordbundsprøver, som du ikke rigtig får brugt, kan du uploade dem i FieldSense og få dem vist sammen med de andre kortlag. Lige nu godtager platformen kun jordprøver fra LMO og GPS-Agro i shape-format. Har du jordprøver fra en anden udbyder, kan du sende dem til os: så vil vi forsøge at ligge dem ind på din konto for dig. Helt gratis.

Nyhed: Ny menu til noteværktøj inkl. nyt, magisk værktøj
Menuen med noteværktøj har fået et nyt design, der gør det hurtigere og nemmere at lave noter. Menuen sidder stadig samme sted. Vi har derudover lavet et nyt værktøj, som kan kaldes for en slags tryllestav. Tryllestaven kan bruges til at markerer områder med ensartet biomasse på en nemmere måde. Om det ligefrem er magisk er måske en overdrivelse, men det er effektivt!

Nyhed: Søg efter marker og noter
Du kan nu bruge søgefunktionen øverst til højre til at finde specifikke marker og og gemte noter frem. Det gør det både nemmere og hurtigere at finde gemt information frem igen. Brug tastaturgenvejene CTRL+F (Windows) eller CMD+F (Mac) for at bringe søgefeltet frem på skærmen.

Nyt og forbedret modul til tildelingskort

Tildelingsmodulet er blevet gentænkt og har derfor fået en gennemgående opdatering til dets funktioner og udseende.

Bedre side-om-side-visning
Det er blevet nemmere at se en pågældende mark og dens tildelingskort side om side, mens du udformer tildelingskortet. Du kan nu zoome ind og ud på begge kort samt gøre skærmbilledet for hvert kort større eller mindre. 

Separation mellem gødningskort og sprøjtekort
Det er nu muligt at oprette gødningskort og sprøjtekort med et værktøj, der er lavet specifikt til de to opgavetyper. Det betyder, at du nu kan lave sprøjtekort, der tillader sektionskontrol i sprøjten, både med tænd-sluk funktion og til varieret tildeling.

Sprøjtekort kan pt. kun hentes som standard shape-fil, mens gødningskort fortsat fungerer til alle testede terminaler. 

Nyhed: Arkiv til tildelingskort
Vi har lavet et overskueligt arkiv, som giver dig adgang til alle de tildelingskort, du igennem tiden har oprettet. Det er et simpelt men brugbart værktøj.

Ny måde til at oprette intervaller i tildelingskort
I stedet for henholdsvis at tilføje og fjerne tildelingsintervaller fra tildelingskortet, kan du nu opdele og sammenlægge intervaller, således at din tilgang inden for et givent interval ikke går tabt, når du har brug for yderligere eller færre intervaller

Ny måde til at indtegne overskrivninger i tildelingskort
Vi har gjort det mere simpelt at indtegne overskrivninger i tildelingskort, når du eksempelvis vil lave en speciel-tildeling i foragerne eller vil undgå en remis.

Generelle forbedringer

  • Det er nu muligt at downloade shape-filer, når man anvender Safari som web-browser.
  • Tildelingsmodulet fungerer nu bedre i Internet Explore 11 og i Microsoft Edge. Vi anbefaler dog kraftigt, at man anvender Google Chrome som web-browser i forbindelse med FieldSense for den bedste og mest sikre oplevelse.

Læs mere om Præcisionspakken

Og se lidt mere om de ting, du får med

Læs mere