April 2019

Flere af vores vejrstationskunder har henvendt sig til os med spørgsmål angående vejrstationens vindmålinger. Der er opstået forvirring, fordi vejrstationens vindmåling ikke stemmer overens med vindmålinger fra eksempelvis DMI.

Der er god grund til forvirringen, fordi der er nemlig forskel på målingerne, selvom en FieldSense og en DMI-vejrstation er placeret det samme sted. Du kan derfor i dette blog-indlæg læse forklaringen på, hvorfor der er forskel på målingerne.

Målingerne foretages i forskellige højder

Når vindmålingerne fra en FieldSense-vejrstation og andre vejrstationer ikke stemmer overens, er det fordi de måler vinden i forskellige højder. De fleste vejrstationer fra meteorologiske institutter, inklusiv DMI, måler vindhastigheden i 10 meters højde. En vejrstation fra FieldSense måler derimod vinden i 2 meters højde.

Og der er faktisk stor forskel på vindhastigheden, hvis man blot kommer 8 meter højere op. Dette er årsagen til, at vores vindmålinger ofte ikke er de samme som andre vejrstationers.

Grunden til, at vi ikke har fulgt i de andre vejrstationers fodspor og måler vinden i 10 meters højde er, at vores produkt først og fremmest skal være brugbart for landmænd. Og når landmanden eksempelvis skal ud og sprøjte er sprøjtebommen ofte 1-1,5 meter over jorden – vores vindmåling er derfor mere nøjagtig for landmandens situation, end en måling der er taget i 10 meters højde.

Vindhastigheden er eksponentiel

Det er videnskabeligt bevist, at vindhastigheden stiger eksponentielt, jo højere op du kommer. Vindmålinger i 10 meters højde vil derfor ofte vise en højere hastighed end en måling i 2 meters højde.

Den sammenhæng har forskere i feltet lavet en formel for. Denne formel har vi inkluderet i et Google-ark; hvis du har lyst til at sidde og regne lidt på det selv, kan du klikke ind på dette skema, hvor du kan taste dine værdier ind og se hvordan en vindmåling varierer i forskellige højder. Inde i arket finder du vejledning til, hvordan du laver beregningerne.